16 oktober 2026

Har du bud på digitale energiløsninger, der kan bidrage til at fremtidssikre fjernvarmen i København?

HOFOR vurderer, at op mod 75 procent af fjernvarmecentralerne i Københavns boligmasse i dag ikke kan tilgås digitalt. Det  udfordrer både energieffektiviteten, forsyningssikkerheden og den grønne omstilling. Det vil HOFOR og Digital Energy Hub forandre til det bedre med et nyt tilbud om sprint-samarbejde til alle virksomheder, der vil udvikle smarte løsninger til fremtidens fjernvarme. 

Har du bud på digitale energiløsninger, der kan bidrage til at fremtidssikre fjernvarmen i København?

HOFOR og Digital Energy Hub inviterer virksomheder til at være med til at udvikle nye smarte løsninger til fremtidens fjernvarme. Det sker med et nyt Challenge Sprint den 27. oktober 2026.

Kristian Honoré, Energiplanlægger i HOFOR, præsenterer her udfordringen, mulighederne og et bud på, hvorfor du som lille eller mellemstor virksomhed bør overveje at deltage i det nye sprint.

Kristian, hvilken udfordring er det, I gerne vil have hjælp til at løse?

Vi står med en meget konkret udfordring i fjernvarmesektoren, i og med at en stor del af de varmecentraler, der findes ude hos kunderne, stadig er offline. Det betyder, at vi og kunderne i mange tilfælde ikke har et præcist overblik over, hvad der foregår i anlæggene, før der opstår et problem, eller før nogen fysisk går ned i kælderen og kigger nærmere på dem.

I København vurderer vi at omkring 75 procent af fjernvarmecentralerne ikke er digitalt tilgængelige. Det gælder både i etageejendomme og i særdeleshed blandt vores mange villakunder. Samtidig er det installerede udstyr, der ofte har en levetid på 20 år eller mere, realistisk set heller ikke bare noget, der kan eller skal udskiftes fra den ene dag til den anden.

Hvorfor er det et problem?

Fordi vi går glip af en række muligheder. Hvis vi kan få flere anlæg online, kan vi og vores kunder og deres samarbejdspartnere både overvåge og optimere driften langt bedre, reducere energiforbruget og skabe et mere fleksibelt fjernvarme- og energisystem.

Mange varmecentraler regulerer i dag udelukkende efter den aktuelle udendørstemperatur. Men hvis vi kobler dem sammen med digitale værktøjer og for eksempel vejrudsigter, kan vi begynde at arbejde langt mere effektivt og intelligent.

Hvis solen skinner om tre timer, behøver anlægget måske ikke levere lige så meget varme lige nu fordi der allerede er en masse varme lagret i bygningen. Prognosebaseret styring kan give betydelige energibesparelser uden at gå på kompromis med komforten hos den enkelte forbruger.

Hvordan hænger det sammen med den grønne omstilling?

Det handler om den klassiske forsyningstrekant og dermed balancen mellem grøn omstilling, forsyningssikkerhed og økonomi.

Vi arbejder hele tiden på at reducere CO₂-udledningen og gøre fjernvarmen mere baseret på vedvarende energi. Samtidig skal vi sikre, at systemet er robust og effektivt.

Når vi kan styre forbruget smartere, kan vi reducere behovet for dyr og fossil spidslastproduktion i de timer, hvor belastningen er størst.

I taler også om beredskab og resiliens. Hvorfor er det vigtigt?

Energiforsyning og dermed også fjernvarme er kritisk infrastruktur, og beredskab fylder mere og mere i disse år. Derfor skal vi tænke forsyningssikkerhed ind i alt, hvad vi gør.

Hvis vi får bedre indsigt i forbruget og mulighed for sikkert at kommunikere med anlæggene, bliver systemet mere effektivt og robust. Det giver os flere muligheder for at reagere hurtigt og prioritere kapaciteten, hvis der opstår ekstraordinære situationer.

Det handler i sidste ende om at sikre en stabil varmeforsyning til alle kunder.

Hvilke typer virksomheder håber I møder op til det nye Challenge Sprint i oktober?

Vi håber især at møde virksomheder, der kan gøre komplekse teknologier enkle for slutbrugerne.

Vi leder ikke nødvendigvis efter store, avancerede platforme. Vi leder efter smarte, billige og brugervenlige løsninger, som almindelige mennesker kan installere og anvende uden besvær.

Det kunne være virksomheder inden for smart home-teknologi, IoT, sensorer, styringsløsninger, software eller dataintegration. Men vi er også meget åbne over for løsninger fra andre brancher. Nogle gange kommer de bedste idéer netop fra virksomheder, der ser udfordringen med friske øjne.

Hvad kunne en løsning konkret være?

Et interessant spor er at retrofitte eksisterende anlæg. Med andre ord: Hvordan kan vi gøre eksisterende, offline varmecentraler digitale uden at udskifte varmestyringen eller hele installationen?

Hvis en løsning kan koble en eksisterende varmecentral på nettet, integrere data fra eksempelvis DMI og gøre anlægget intelligent og tilgængeligt online, er vi allerede meget langt. Faktisk er en stor del af de nødvendige data allerede tilgængelige. Udfordringen er at få dem omsat til en løsning, der fungerer ude i virkeligheden hos kunderne.

Hvad får virksomhederne ud af at deltage?

Først og fremmest får de adgang til en meget konkret udfordring med et stort markedspotentiale. Vi taler om en samlet boligmasse på cirka 10.000 etageejendomme og omkring 20.000 villakunder alene i vores område i Hovedstaden. En stor del af dem er endnu ikke online forsyningsmæssigt. Desuden er det en problemstilling, som ikke kun findes hos HOFOR, men i store dele af fjernvarmesektoren.

Samtidig får virksomhederne mulighed for at komme i dialog med en af landets største forsyningsvirksomheder og være med til at udvikle løsninger, der både kan styrke den grønne omstilling, energieffektiviteten og samfundets robusthed.

Hvis du skulle give én god grund til, at en mindre virksomhed skal deltage, hvad ville den så være?

Fordi det er en reel udfordring, som vi ikke kan løse alene. Vi har brug for nye perspektiver og nye løsninger. Hvis man sidder i en mindre virksomhed med kompetencer inden for digitalisering, data, hardware, software eller brugeroplevelser, så er der en mulighed for at være med til at udvikle næste generation af intelligente fjernvarmeløsninger. Og det arbejde kan få betydning for både kunderne, klimaet og forsyningssikkerheden.

Vil du være med til at udvikle fremtidens digitale fjernvarmeløsninger?

Deltag i det nye Challenge Sprint den 27. oktober

Her kan du få indblik i udfordringen, møde HOFOR og udforske mulighederne for at omsætte idéer til konkrete løsninger.