05 november 2026

Energy Cluster Denmark og Center Denmark styrker indsats omkring digital innovation

Center Denmark og Energy Cluster Denmark samler og styrker indsatsen i Digital Energy Hub fra 2027. DigitalLead lukker som national klyngeorganisation ved udgangen af 2026 og træder derfor ud af partnerskabet omkring Digital Energy Hub.

Energy Cluster Denmark og Center Denmark styrker indsats omkring digital innovation

Frem til d. 31. december 2026 fortsætter DigitalLead som en del af partnerskabet omkring at øge digitalisering i energisektoren, hvorefter DigitalLead udtræder af Digital Energy Hub. Center Denmark og Energy Cluster Denmark overtager de digitale indsatsområder, som DigitalLead hidtil har bidraget med.

Det sker i en tid, hvor digitalisering er blevet et grundvilkår for forretning og innovation, og hvor digitale teknologier er afgørende for udviklingen af et fleksibelt, integreret og resilient energisystem.

”Behovet for digital innovation i energisektoren har aldrig været større. Vi skal øge kapaciteten på elnettet og udnytte den bedre gennem fleksible løsninger, og det kan innovationsaktiviteter i Digital Energy Hub bidrage til. I tæt samarbejde med Center Denmark og vores strategiske partnere arbejder vi for at elektrificere vores samfund og styrke energisystemets robusthed,” siger Glenda Napier, CEO hos Energy Cluster Denmark.

”Adgang til kvalitetsdata er fundamentet for, at Digital Energy Hub kan facilitere udviklingen af konkrete og implementerbare digitale løsninger til vores strategiske partnere. Med vores digitale infrastruktur hjælper vi forsyningsselskaber på tværs af el, vand og varme med at etablere et sikkert og robust samarbejde med omverdenen om datadrevne løsninger på de udfordringer, forsyningerne står overfor,” uddyber Søren Skov Jakobsen, Direktør i Center Denmark.

Fakta om Digital Energy Hub

Digital Energy Hub samler virksomheder og videnspartnere om digital innovation i energi- og forsyningssektoren. Gennem innovationsforløb og netværksaktiviteter skaber vi rammen for datadrevet udvikling af digitale energiteknologiske løsninger, der styrker det danske energisystem og accelererer den grønne omstilling.​

Digital Energy Hub er finansieret af Industriens Fond.

Kontakt os

Er du tidligere medlem i DigitalLead og nysgerrig omkring dine fortsatte muligheder for at lave digital innovation i energisektoren? Så kontakt Pernille Jensen, Membership Manager, Energy Cluster Denmark for at drøfte muligheder i Danmarks energiklynge på pej@energycluster.dk / +45 3120 2817, eller Michael Sørensen, Head of Innovation, Center Denmark for at samarbejde om data og digitale løsninger i forsyningssektoren på mics@centerdenmark.com / +45 2345 8362.

DigitalLead takker medlemmer, partnere og samarbejdspartnere for samarbejdet om Digital Energy Hub.