Et dansk energidataspace vil kunne bidrage til den grønne omstilling: Ekspertpanel kommer med anbefalinger til, hvordan det skal etableres

Udfordring

Energisektoren har et stort behov for at dele store mængder data for at lykkes med den grønne omstilling. Derfor kan det være en stor fordel at etablere et dansk energidataspace, hvor aktører i sektoren sikkert kan dele data med hinanden under fælles regler og standarder.

Men for at man kan skabe og realisere et dansk energidataspace, er det nødvendigt, at man har opstillet nogle klare rammer og retningslinjer for, hvordan sådan et dataspace i praksis skal fungere.

Løsning

Digital Energy Hub har i samarbejde med Alexandrainstituttet og KMD samlet et ekspertpanel bestående af 18 eksperter fra 15 centrale virksomheder og organisationer fra den danske energisektor, som vil være potentielle deltagere i et dansk energidataspace.

Ekspertpanelet mødtes to gange i efteråret 2023 og har udviklet use-cases og 9 konkrete anbefalinger til, hvad der skal til for, at et dansk energidataspace kan etableres og implementeres succesfuldt. Fokus er særligt på at øge datadeling via data governance, interoperabilitet, standardisering og cybersecurity.

Resultat

Ekspertpanelets anbefalinger:

  1. Central og neutral forankring
    Energistyrelsen bør være Governance Authority for et dansk energidataspace, mens Digitaliseringsstyrelsen bør have en central rolle i udviklingen på tværs af sektorer, og de bør derfor også have en central rolle i en dansk energidataspace Governance Authority.
  2. Governance Authority’s opgaver:
    - Definere formål for dataspacet.
    - Udarbejde spilleregler (Framework* og Rulebook*).
    - Onboarding: identitetstjek, medlemsregister og selvbeskrivelser.
    - Vedligeholde medlemsregister.
    - Håndhæve spilleregler og ekskludere regelbrydere.
    - Modne energisektoren til dataspaces.
    - Drive åbne aktørfora og arbejdsgrupper.
    - Videreudvikle spilleregler via erfaringsudveksling.
    - Sikre løbende evaluering og tilpasning af spilleregler.
  3. Lav en klar formålsbeskrivelse
    I de use-cases, der er arbejdet med, er der fokus på et dataspace, der understøtter bæredygtig udvikling af energisystemet med et samfundsøkonomisk formål. Formålet kan udvides over tid gennem nye use-cases og arbejdsgrupper.
  4. Simple spilleregler
    Start med få spilleregler, primært krav til deltagelse og datakildebeskrivelser, som håndhæves af Governance Authority eller gennem eID. Kravene skal være enkle for at lette deltagelse og datadeling. Dataudveksling skal starte med bilaterale databehandleraftaler, som gradvist kan digitaliseres i takt med teknologisk udvikling og øget tillid.
  5. Videreudvikling gennem arbejdsgrupper
    Ekspertpanelet anbefaler at starte med et simpelt format og undgå at vente på standarder. Arbejdsgrupper bør nedsættes løbende for at udvikle og fastsætte formater og datamodeller, som integreres i dataspacets spilleregler, i samarbejde med europæiske og internationale standardiseringsinitiativer.
  6. Udvikle flere use-cases
    Ekspertpanelet anbefaler at udvikle danske use-cases, der viser værdien af datadeling i energisystemet, både samfundsmæssigt og for deltagere, for at gøre det lettere for udenforstående aktører at forstå fordelene ved dataspaces.
  7. Skal igangsættes via offentlige midler
    Ekspertpanelet er enige om, at et energidataspace bør inkluderes på Finansloven som kritisk infrastruktur. Støtten er nødvendig, indtil niveauet af økonomiske aktiviteter via dataspacet retfærdiggør egenfinansiering.
  8. Behov for et Dansk DataSpace Service- og InnovationsHub
    Det anbefales at oprette en dansk DataSpace Service- og InnovationsHub for at samle interessenter, udvikle use-cases og fremme samarbejde mellem offentlige og private aktører, herunder nationale klynger, interesseorganisationer og erhvervshuse.
  9. Virksomheder skal gøres dataspace-parate
    Det anbefales at oprette en taskforce, eventuelt under DataSpace InnovationsHub, der støtter danske virksomheder i at blive dataspace-parate. Taskforcen skal informere om lovgivning og guide virksomheder i at strukturere data og arbejde med datastandarder og interoperabilitet, med inddragelse af nationale klynger og erhvervshuse.

PoC for et dansk energidataspace:

Afledt af ekspertanbefalingerne blev der søsat et projekt, der havde til formål at udvikle en Proof of Concept (PoC) for et energidataspace, baseret på en konkret use-case, hvor en projektpartner har behov for at dele eller få adgang til data for at udvikle en specifik service. Selve use-casen var ikke projektets primære fokus, men fungerer som en nødvendig ramme for at udvikle og teste centrale byggeklodser i et dataspace, med særlig vægt på "data space connectoren" og "data space governance".

Fakta

Sprint

Sprint 2 med KMD: Dataspaces i den danske energisektor – kan deling af data i den danske energi- og forsyningssektor tilvejebringe fleksibilitet?

Sprint periode: april 2023 – december 2023

 

Deltagere i ekspertpanelet

Energinet

N1

Cerius-Radius

TREFOR

GreenLab Skive

EURISCO

Neogrid Technologies

INILAB

FlexShape

Systemate

KMD

AAU

DTU

Center Denmark

Alexandra Instituttet

Tore Friis Gad Kjeld

Tore Friis Gad Kjeld

Head of Data Services, Center Denmark

tore@centerdenmark.com

+45 51 53 90 57